opgave | Projekt støttet af Statens Kunstfond
type | Analyse, strategi og formidling
år | 2015-17
medarbejdere | Eriko Maekawa og Sara Daneshyar Nielsen
I Danmark findes godt 2000 kirkegårde. Til sammen har de et areal, der svarer til ca. 6 m2 pr. indbygger, og der bruges årligt i alt ca. 1,5 milliarder kroner på at drifte og pleje disse arealer – men til glæde for hvem?
Støttet af Statens Kunstfonds Arbejdslegat arbejder vi med at nytænke kirkegården til et helende og bæredygtigt mini-landskab.
Med udgangspunkt i vores erfaringer fra helende haver og stress-reducerende landskaber nytænker vi den traditionelle kirkegård.
• Kan kirkegården gøres bæredygtig?
• Kan kirkegården blive sognets og byens fælles 'helende have'?
• Kan kirkens uderum blive en aktiv medspiller i sognets liv?
Vi undersøger de eksisterende udfordringer - fra de tomme gravsteders opløsning af strukturen til klimaændringernes betydning for valg af beplantning og driftsmetoder.
Vi ser på muligheden for at bringe årstidernes vekslen ind på kirkegården og give plads til det 'vildtvoksende' og på for at lade kirkegården blive det grønne rum, der forbinder kirkens liv med sognet og byen.
‘Det her virker slet ikke for mig’. Politikken stiller skarpt på danskernes begravelseskultur og behovet for plads til sorg. Flere og flere søger rammer, der giver bedre plads for deres sorg. (www.politiken/artikelarkiv 14.05.2016)
Behovet for et stort gravfelt ændrer sig. Her forholdet i mellem antal kirkeligt begravede eller bisatte i 2006
Og her antallet i 2015. Antallet falder og flere efterspørger andre måder at blive begravet på. Flere giver udtryk for, at de ikke kan se sig selv ligge på en traditionel kirkegård med hække og perlegrus.
Hvordan vil vi have vores kirkegårde? Det koster det samme at drifte grønne arealer som perlegrus. Kan vi for det samme budget få kirkegårde, der bedre lindrer sorg og giver plads til flere forskellige måder at sørge på? 
Kirker ligger ofte utrolig smukt i byen eller landskabet. Der er ofte et uudnyttet potentiale i at se kirkegården ikke bare som de dødes gård, men også som de levendes have - et sted man kan invitere sognet indenfor til både sorg og glæde.
Hvorfor ser kirkegårdene ud som de gør idag?
Der er tre niveauer i hvordan kirkegårdenes areal forvaltes. Dels er der love, der overordnet regulerer fredningstid og stiller krav om, at der er vedligeholdt.
Dernæst er der bekendtgørelserne, der stiller krav om, at der ikke må bruges ulovlige ukrudtsmidler eller være store træer på selve graven. Og så er der vedtægterne, som besluttes lokalt i sognet. Her besluttes bl.a. hækhøjder og brug af beplantning - dvs. at man lokalt i sognet kan beslutte at gøre tingene på en anden måde, hvis man vil.
Ofte foreslår vedtægterne beplantning, der er stedsegrønne. Det medfører, at der ikke kommer en særlig stor variation henover årstiderne.
Forskning fastslår, at mennesker der er udsat for stress vil opsøge og få lindring i landskaber, der er artsrige, mere vildtvoksende og trygge. Kirkegårde er trygge steder, men sjældent hverken artsige eller vildtvoksende.
Vi foreslår, at man sætter tiden igang igen og indretter kirkegårde med fokus på årstidsvariation og bruger nogle af de overflødige arealer til at skabe mere vildtvoksende områder med plads til artsrigdom.
Vi tager udgangspunkt i sanserne og ser på hvordan man stimulerer dem, sådan at man i sorg eller stress lindres af blide sanselige påvirkninger.
Kirkegården har ikke altid set ud som den gør idag.
Kirkegården før 1800 - et lokalt udendørs forsamlingshus med grønne tuegrave
(J. Sonne: Da soldaten kom hjem. Ca. 1840. Foto fra aros.dk)
Tiden før 1800 - et græsklædt hverdagsareal. De rige begraves under kirkegulvet. De mindre rige begraves på kirkegården i simple tuegrave, som glider i et med omgivelserne. Kirkegården er græsklædt og med træer, og der må ikke vokse hyld og nælder. Kirkegårdsarealet anvendes både til græsning og til landsbyens fælles fester.
1800-tallet - gravstederne hegnes og udsmykkes
(L.A. Ring ’Landskab med popler’)
(Historisk foto fra Østre Kirkegård i Randers)
1800-tallet - gravstederne hegnes og udsmykkes. Af hygiejnehensyn kan de rige ikke begraves under kirkegulvet. Alle begraves på kirkegården. De rigeste borgere indhegner og udsmykker gravstederne, mens de fattige stadig har tuegrave. Kirkegården bliver tydeligere opdelt i ’mini-haver’ og har et meget varieret udtryk.
1900-tallet - harmonisering, systematisering og demokratisering af kirkegårdenes areal. G.N Brandts kirkegårdsdirektiv fra 1920 giver en fast skabelon, der udbredes til hovedparten af alle danske kirkegårde.
(Historisk foto, Onsbjerg Kirke)
1900-tallet - kirkegårdene omorganiseres og ’harmoniseres’. Tankerne om demokrati betyder, at man på kirkegården ønsker, at alle skal være lige. G.N Brandt udsender sit kirkegårdsdirektiv (1920), hvor der er fokus på en samlet arkitektonisk ramme.
2015 - tomme arealer og ændrede skikke
2015 - tomme arealer og ændrede skikke. Overskud af arealer på traditionelle kirkegårde. Store driftbudgetter og klimatiske udfordringer betyder, at buksbom visner og grandækning taber nåle. Vi foreslår, at vi bruger den nye situation til at skabe bedre rammer for sorg og til at byde sognet indenfor.
Byd fx indenfor med nye stier. Arealer i overskud kan give mulighed for nye passager og ’smutveje’.
Tilgængelighed til nye steder og siddepladser i det grønne byder nye gæster indenfor.
’Sæt tiden i gang!’ Arealer i overskud kan tilplantes med stauder og frugttræer til at skabe årstidsvariation.
’Lad det vokse vildt!’ Større felter kan tilplantes til områder med naturpræg.
Store træer på Konfutses kirkegård i Kina
'Bedre plads til børn'. Børn har også brug for at forholde sig til døden og til at kunne sørge. Ikke mange kirkegårde giver særlig plads til børn. Små områder kan indrettes, så de indbyder til børns leg og ophold - steder hvor det ikke generer kirkegårdens faste brugere.
Det kan fx være små siddemøbler eller evt. legehuse lidt gemt bag fx blomster og træer.
