Vores vision
Vi arbejder for at gøre en forskel med vores landskaber.
Vi ser landskabet som det sted, der kan forbinde os (på tværs af køn, alder, religion og sociale skel) i meningsgivende og aktive fællesskaber med kontakt til hinanden og til det der gror.
Vores fællesskaber i dag har forandret sig, og oplevelsen af et naturligt fællesskab er udfordret, fordi en større og større del af vores liv foregår i private rum og forbindes af virtuelle fællesskaber igennem skærmen. Landskabet har et stort og mange steder uudnyttet potentiale i at være den ramme der kan forbinde os i synlige, fysiske og virkelige fællesskaber.
Vores landskaber er sanselige. Vi ønsker at man mærker sin krop igennem sanseindtryk som dufte, aktiviteter, lyde og visuelle indtryk. Man er tilstede når man er i landskabet, og som tilstedeværende kan man møde andre mennesker. Man sanser og fornemmer sig selv – og andre – i verden.
Landskabet er samtidig i større og større grad det sted der tilbyder løsninger på mange af de udfordringer vi står overfor i dag. Landskabet kan løse udfordringerne med skybrud og overfladevand, så byer og boligområder undgår oversvømmelser. Landskabet kan gøres varieret, artsrigt og vildtvoksende og herigennem fremme den nødvendige biodiversitet. Og landskaber kan samtidig integrere komplicerede funktionskrav i forhold til infrastruktur, eksempelvis trafikale anlæg eller anlæg der høster energi. Vores landskaber rummer mange løsninger, men altid en sanselig merværdi hvor kystsikringen er en smuk siddekant, regnvandssøen et summende læringsrum og artsrigdommen minder os om at årstiderne veksler.
For os er bæredygtighed konkret og fysisk, og handler om hvordan vi minimerer materiale-forbrug, fremmer lokalt genbrug og frem for alt laver projekterne så robuste, at de kan tåle at stå i mange år. På denne måde holder de ressourcer vi bruger længe, og vil år efter år vedblive at skabe værdi for brugerne. Den sociale bæredygtighed findes i vores insisteren på at tilgodese størst mulig diversitet i forhold til brugen af vores landskabsrum, og vores vision om at designe for fællesskaber.
Vores mål er at lave robuste og smukke projekter der løser aktuelle problemstillinger, men også er æstetisk stærke og nutidige anlæg. Projekter der rækker frem i tiden, men altid er forankret i stedet og i historien. Vores projekter må gerne opleves som enkle, stedstilpassede og selvfølgelige, og dermed som nemme at indtage og bruge. Vejen til det enkle er dog sjældent enkel. Det tager tid og kræver omhu, hvor analyser og skitserede løsninger testes af før der besluttes og bygges. Derfor ved vi, før vi bygger og anlægger, hvordan vores projekter virker – og at de virker.