Guldmann Helhedsplan
Området ligger nord for Aarhus i ’Ikea-kvarteret’. Området er oprindeligt udlagt efter en robust strategi med allé beplantning og et grønt mellemareal, der giver smukke og sammenhængende vejrum at færdes i, med de mere løsslupne forskellige erhvervsbyggerier let skjult inde bagved.
De eksisterende udearealer omkring Guldmann kan betegnes som et ’klassisk’ erhvervsudlæg, hvor de funktionelle bygninger er placeret centralt på grunden, og adskilt fra vejen med parkering og trådhegn.
Vi foreslår her en helhedsplan, der har fokus på at skabe et rekreativt rum, der kan binde de to bygninger sammen og rumme eventuelle behov for udvidelser i fremtiden. Det skal være muligt for de ansatte at bevæge sig imellem de to bygninger som en del af den daglige rutine, fra lager til kantine. Samtidig skal landskabet danne rum for pause og ophold, ligesom der skal være mulighed for et dynamisk bevægelsesforløb ved en eventuel rundvisning af virksomhedens arealer for besøgende kunder.
Den nye beplantningsstrategi tager udgangspunkt i det gennemgående landskabstræk omkring Egådalen. Engdraget skal iscenesættes gennem udsigtspunkter ved og fra bygningen og med den nye beplantningsstrategi.
Til sidst vil vi optimere den eksisterende parkering og skabe yderligere kapacitet, for at kunne rumme alle medarbejdere og gæster.
Med helhedsplanen sikres at kommende projekter får en indbyrdes sammenhæng og at medarbejderne får mulighed for at opleve det smukke områdes omkringliggende natur som en del af deres arbejdsdag.
Opgave:
Helhedsplan, fornyelse af erhvervsområdeBygherre:
GuldmannSted:
Egå, AarhusÅr:
2020Areal:
Date:
marts 2020