Rigets Skatkammer

Rosenborg Slot skal etablere et nyt underjordisk skatkammer til kronjuveler og andre historiske artefakter – Rigets Skatkammer. I den forbindelse skal dele af den oprindelige voldgrav genskabes, og relationen mellem slottet, slotsholmen og det historiske voldanlæg styrkes. Projektet skaber nye rammer for samlingen og føjer sig samtidig nænsomt ind i det fredede kulturmiljø omkring Rosenborg.

Landskabet tager afsæt i Rosenborgs historiske voldanlæg og i den tætte relation mellem slot, slotsholm, bastioner og vand. Den genskabte voldgrav etablerer et sammenhængende vandspejl omkring slottet, som tydeliggør voldanlæggets geometri og styrker oplevelsen af Rosenborg som en samlet kulturhistorisk helhed. Vandfladen tilfører samtidig ro og åbenhed omkring slottet og giver anlægget en tydeligere landskabelig forankring.

Selve skatkammeret placeres under terræn. Frem for at tilføre en ny bygning på overfladen åbner landskabet sig langs voldgravens sydlige kant. Her leder en spalte de besøgende ned mod museet, mens kontakten til dagslyset, vandet og slottet fastholdes. Nedgangen indordner sig i stedets hierarki og lader Rosenborg, voldanlægget og vandspejlet forblive de bærende elementer i oplevelsen.

Ved ankomsten bearbejdes voldgravens kant som et nyt opholdslandskab. Trin mod vandet skaber plads til ophold, møder og pauser og giver mulighed for at opleve portbygningen, slottet og vandspejlet fra nye positioner. Samtidig skabes plads til de store besøgsstrømme, så ankomsten både fungerer som et naturligt knudepunkt og som en del af den landskabelige oplevelse.

Projektet føjer et nyt lag til et landskab formet gennem århundreder. Vand, terræn og bevægelse forbinder det historiske voldanlæg med det nye skatkammer under jorden – med en ambition om at forstærke stedets eksisterende kvaliteter frem for at konkurrere med dem.

Opgave:
Konkurrence
Bygherre:
Slots- og Kulturstyrelsen
Sted:
Rosenborg Slot, København K
År:
2026-
Areal:
1.500 m2
Date: