Thisted Store Torv
VEGA præsenterer med konkurrenceforslag et nyt Store Torv i Thisted, hvor lys og liv skal bringes tilbage til byens knudepunkt.
Store Torv har i løbet af de seneste 150 år gennemgået en række større forandringer. Torvet vokser fra at være et vejkryds imellem byens indfaldsveje, til at i første omgang at være en centralt placeret parkeringsplads, og siden til et egentligt Torv – Store Torv. I dag dækker Torvet et samlet område på ca 3900 m2, og udgør dermed et større areal af varierende funktioner og faciliteter, der skal forenes i ét sammenhængende rum, som kobler sig op på den omkringliggende by og det større landskab.
Forslaget ønsker at trække det for Thisted så karakteristiske terræn med ind på Torvet og hermed styrke fortællingen om ‘byen på bakken ved fjorden’. Mod vest og syd grænser Torvet op til Kirkeparken, hvis stejle terræn møder den belagte plads. Terrænnet indarbejdes i relation til Torvet og danner en ny, grøn og blød ramme om torvets sydlige del, hvor den nu stejle bakke blødes op og trækkes længere med ind på torvet. Samtidig bringes Fjordens stemning ind på pladsen i form af et nyt vandelemenet. Vandelementet medvirker til at stedet opleves på en gang meditativt og konstant foranderligt. Med variationen mellem det levende vand fra springvandets dyser – der spredes af vinden til dis og skumsprøjt over torvet – og det stille blanke vandspejl i det store spejlbassin, bliver vandelementet en ny attraktion, der repræsenterer et torv i konstant forandring. Dyserne indstilles så de dæmpes i tusmørket og senere slukkes, hvilket sætter Torvet i direkte relation til den naturlige overgangen fra lys til mørke og omvendt.
Konkurrenceforslaget bygger videre på dele af Torvets eksisterende principper, designet i 2008 af landskabsarkitekt tegnestuen Frode Birk. Projektet genbruger serien af ‘tæpper’, der er fordelt henover torvets område. Tæpperne skaber ’rum i rum’ og nedskalerer pladsen i mindre zoner. Dog udfordres de klare og afgrænsede flader ved at tilføje en ny grøn kant, nyplantede træer og et stemningsskabende vandelement placeret i niveau med Torvet, hvilket bringer en ny poetisk sanselighed ind i det ellers lidt ´hårde´byrum.
Torvet kan med sin nye indretning fortsat rumme de mange forskellige by-aktiviteter, der igennem tiden er kendt for at indtage Torvet. Med Torvets fleksibilitet og alsidighed opfyldes ønsket om varierende opholdszoner og nem tilgængelighed. Samtidig tilbydes der plads til de midlertidige aktiviteter, der kan stilles op og indtage torvet og dermed skabe liv. Målet er at skabe rammerne for et velfungerende Store Torv, hvor der forsat er plads til alle, både hverdagspoesien og særlige fejringer og events.
Konkurrenceforslaget er udviklet i samarbejde med Lightscape og Fokdal springvand.