Vallekilde Højskole
Det Nære og det Fjerne
Visionen for Vallekildes nye spisesal, køkken og dertilhørende landskab er at udviske afstanden mellem nyt og gammelt, og at skabe uderum der opleves som rodfæstede og nærværende i forhold til stedet og den historie der findes i landskabet. Uderummene danner rammerne om fællesskab og udsyn, med en tæt sammenhæng til det at dyrke jorden. Der arbejdes bevidst med en dobbelttydighed og skala-glidning mellem det intime og det storslåede. Spisesalen og uderum tilbyder på én gang det nære og afgrænsede – nicher, karnapper og dybe vindueskarme til nære og fortrolige samtaler – og samtidig storslåede udsigter og uendelige kig ud i landskabet. Overalt i projektet er der stræbt mod at give rummene en intimitet og følelse af hjemlighed – fordi vi tror på at det nære er forudsætningen for at nye møder og gode samtaler kan opstå.
Med udgangspunkt i Grundtvigs tanker om at udsyn forudsætter, at man er hjemme i sit eget – sit sted, sit sprog og sin historie – er det visionen at uderummene omkring spisesalen skal omfavne og forankre kroppene i det nære landskab, mens der samtidig er sikret udsyn til det store omgivende, historiske landskab. Istidens materialer bliver som på det øvrige Vallekilde nærværende med terrænmure og terræntrin i granit, men terrænmurene er aldrig højere end blikket kan vandre mod horisonten.
Terrænreguleringer og indpasningen i det blødt formede istidslandskab bliver til rumlige greb der mod øst skaber et indrammet og skærmet gårdrum, og mod vest lægger sig ind i den eksisterende park, så det udendørs spiseområde på én gang defineres som sit eget rum og glider sammen med landskabet. For at binde de nye udeområder sammen med det eksisterende og gamle Vallekilde, bruges udelukkende materialer tilsvarende hvad der allerede findes på stedet.
I gårdrummet med drivhuset og køkkenhaven plantes et nyt frugttræ med reference til Vallekildes historiske frugthave, og facaderne begrønnes, i en vekslen mellem frodige skyggetålende arter og lette blomstrende klatreplanter på vægge med direkte sol.
Konkurrencen er tegnet i samarbejde med arkitekterne fra Rønnow Leth og Gori, tegnestuen A part of Sum og Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører.
Projektet skal styrke højskolefællesskabet på den historiske skole, og realiseres med støtte på 50 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.
Det er planen, at byggeriet kan stå klart i oktober 2028
Opgave:
Prækvalificeret KonkurrenceBygherre:
Vallekilde HøjskoleSted:
HørveÅr:
2026 -Areal:
Ca. 2,3 ha projektområdeDate:
august 2026