Helhedsplan – Kirke Syv

VEGA landskab har udarbejdet en helhedsplan for Syv Kirkegård, beliggende nær Viby Sjælland.

Helhedsplanens formål er at udvikle kirkegården, således den imødekommer det aktuelle og fremtidige behov for gravpladser, uden det sletter kirkegårdens landskabsarkitektoniske værdi. Da udviklingen af kirkegården resulterer i overskydende plads, skal denne uudnyttede plads omstruktureres og benyttes bedst muligt så kirkegården tilpasser sig nutidens ressourcer.

I arbejdet med Syv Kirkegård har der været fokus på at skabe gode steder i det grønne, hvor sognet og besøgende kan opholde sig. Med enkle og rumlige greb, samt en mindre omstrukturering, har VEGA udviklet en plan, der skaber et sammenhængende og roligt udtryk på kirkegården. Dette gøres ved først at få et samlet overblik over gravstedsbehovet i fremtiden, og herefter samle de enkelte gravsteder, så de ikke spredes udover hele kirkegården. På denne måde frigives der mere plads, som kan bruges til ophold og rekreativ brug for hele sognet.

Helhedsplanen for Syv Kirkegård tager udgangspunkt i en aflæsning af stedets eksisterende kvaliteter og søger at indarbejde dem til fremtidige kavliteter og muligheder, så kirkegården beholder en stærk forbindelse til områdets historie og virker genkendelig. Derfor bevares den fine og karakteristiske mindelund, som ligger midt på kirkegården. Den eksisterende gravhøjs engbeplantning trækkes ned på græsarealet, hvor der etableres gravminder i plæne, en gravtype der er stor efterspørgsel for, især med en vild beplantning.

Opgave:
Helhedsplan for kirkegård
Bygherre:
Syv Kirke
Sted:
Kirke Syv, Viby
År:
2020
Areal:
4550 m2
Date: